©
DM me for what I do contact@maiviedemonat.com
when i found my lover with another lover
i took a picture and hung it on my wall
it reminds me of being humble
DET BRÆNDER
Livet er en dans på gløder. Det lyder smukt, men er det overhovedet ikke. Jeg forbrænder mig konstant. Jeg får røde mærker, som jeg slæber med mig over alt. Det resultere i at folk, bekendte som fremmede, stiller dumme spørgsmål, som jeg ikke kan svare på. ‘Hvorfor har du nu forbrændt dig igen?’ Jeg anstrenger mig, men tiltrods finder jeg intet pålideligt svar. Jeg skammer mig og undviger de spørgende blikke. Jeg forsøger at koncentrere mig om den sviende smerte, som de røde mærker udstråler. Jeg kommer dem til hjælp. Jeg river huden med nedbidte negle. Jeg gør de akute smerter kroniske. Jeg gør det med vilje og drømmer om morfin; om at kunne gøre det uudholdende udholdeligt. Jeg bilder mig selv ind, at den vilje har jeg. Jeg har viljen og retten til at slukke for smerten, gløderne. Det er chancen, der mangler. Jeg gør ondt værre. Jeg gør ondt værre indtil det lykkedes. Jeg danser tungt over gløderne og lader mig synke så dybt, det er muligt. Det brænder; mellem tæerne og op af skindebenet. Knoglerne skriger. Jeg skriger igen og beder dem om at respektere mit valg. Valget om at ville tage chancen til at give op, hvis den byder sig. Jeg vil gribe den med fuld kraft; kaste mig på knæ. Intet fortryde. Det er der ingen der forstår. Ingen vil høre et sådan svar. Derfor bliver jeg ved med at svare forkert. Lyve for mig selv. Ingen vil høre, at jeg hellere brænder op end går gennem livet med røde mærker. Man må ikke give op. Man skal blive ved med at kæmpe. Man må ikke tænke negative tanker. Man må ikke lade være med at elske sin næste. Man skal leve sit liv. Man skal danse på gløder dagen lang og fortrænge smerten, når natten melder sig. Det lyder smukt, men det er det overhovedet ikke. Jeg forbrænder mig konstant. Jeg forbrænder mig åbentbart forkert. De snyder mig gløderne. Jeg danser i anden retning og lader livet undvige mig. Det er en smuk dans. Sådan skal jeg tænke. Det er en smuk dans. Det er en smuk dans. Enestående. Jeg kan ikke. Jeg kan ikke danse gennem livet på gløder. Jeg skammer mig. Jeg træder konstant forkert. Jeg er ikke født til at danse Jeg får konstant nye mærker. Mit liv er en dans på gløder og det brænder mig op.
Livet er en dans på gløder. Det lyder smukt, men er det overhovedet ikke. Jeg forbrænder mig konstant. Jeg får røde mærker, som jeg slæber med mig over alt. Det resultere i at folk, bekendte som fremmede, stiller dumme spørgsmål, som jeg ikke kan svare på. ‘Hvorfor har du nu forbrændt dig igen?’ Jeg anstrenger mig, men tiltrods finder jeg intet pålideligt svar. Jeg skammer mig og undviger de spørgende blikke. Jeg forsøger at koncentrere mig om den sviende smerte, som de røde mærker udstråler. Jeg kommer dem til hjælp. Jeg river huden med nedbidte negle. Jeg gør de akute smerter kroniske. Jeg gør det med vilje og drømmer om morfin; om at kunne gøre det uudholdende udholdeligt. Jeg bilder mig selv ind, at den vilje har jeg. Jeg har viljen og retten til at slukke for smerten, gløderne. Det er chancen, der mangler. Jeg gør ondt værre. Jeg gør ondt værre indtil det lykkedes. Jeg danser tungt over gløderne og lader mig synke så dybt, det er muligt. Det brænder; mellem tæerne og op af skindebenet. Knoglerne skriger. Jeg skriger igen og beder dem om at respektere mit valg. Valget om at ville tage chancen til at give op, hvis den byder sig. Jeg vil gribe den med fuld kraft; kaste mig på knæ. Intet fortryde. Det er der ingen der forstår. Ingen vil høre et sådan svar. Derfor bliver jeg ved med at svare forkert. Lyve for mig selv. Ingen vil høre, at jeg hellere brænder op end går gennem livet med røde mærker. Man må ikke give op. Man skal blive ved med at kæmpe. Man må ikke tænke negative tanker. Man må ikke lade være med at elske sin næste. Man skal leve sit liv. Man skal danse på gløder dagen lang og fortrænge smerten, når natten melder sig. Det lyder smukt, men det er det overhovedet ikke. Jeg forbrænder mig konstant. Jeg forbrænder mig åbentbart forkert. De snyder mig gløderne. Jeg danser i anden retning og lader livet undvige mig. Det er en smuk dans. Sådan skal jeg tænke. Det er en smuk dans. Det er en smuk dans. Enestående. Jeg kan ikke. Jeg kan ikke danse gennem livet på gløder. Jeg skammer mig. Jeg træder konstant forkert. Jeg er ikke født til at danse Jeg får konstant nye mærker. Mit liv er en dans på gløder og det brænder mig op.
